Nygårdens Gårdbutik åbner for sommersæsonen i hallen

Endelig er det maj! Det er vi glade for, fordi maj betyder, at Nygårdens Gårdbutik åbner op for hallen og dermed for sommersæsonen.

I år er der ikke stadepladser i hallen, som der plejer. Til gengæld er caféen blevet udvidet og har bl.a. fået indendørstræer og upcyclede plantekasser til gårdhaven, som giver læ til forårets og sommerens gæster. Det er et frisk sjak fra Løvdalens beskæftigelse, der står bag de upcyclede plantekasser.

Foruden det udvidede sortiment og område til caféen er resten af hallen gjort hyggelig med lækre varer i god kvalitet, præcis som Nygårdens Gårdbutik er kendt for. I orangeriet har du til sommer også mulighed for bl.a. at nyde lækre pandekager, sandwich, salater og is som Højbergs Køkken står for.

Vi glæder os!