Kom med indenfor på Skovhus Bo- og Afhængighedsbehandling

Onsdag den 31. januar byder vi indenfor – online – i de smukke rammer for vores nye botilbud med afhængighedsbehandling i Annebergparken. Skovhus Bo- og Afhængighedsbehandling er et tilbud jf. SEL § 107 målrettet borgere, der har en mental retardering, er ramt af misbrug og forventes at være ramt af en eller flere psykiatriske diagnoser. Kom med indenfor, og bliv klogere på rammerne og hvem der har glæde af dette tilbud.

Skovhus Bo- og Afhængighedsbehandling er et døgntilbud med en tværfaglig behandlingsindsats. Det betyder, at vi kan tilbyde et midlertidigt ophold til borgere, der lever med mental retardering, har en misbrugsproblematik og har behov for en helhedsorienteret løsning, hvor overgangen mellem den offentlige misbrugsbehandling og botilbud er i centrum og samtidig går hånd i hånd med de øvrige behov, den enkelte har. Det gælder både støtte til sociale problemstillinger såvel som eventuelle behov for psykiatrisk udredning og somatisk behandling.